Yding Forte åbnes officielt for folk og fæ

Vejle Amt

17/08-2004

– et århundreder gammelt vejforløb for folk og fæ er atter blevet gjort farbar gennem et nyt plejeprojekt. Den gamle vej har siden middelalderen ledt kreaturer fra Yding By til græsning i Yding Skov eller svin er blevet sendt på olden i skoven. Funktionen som drivvej eller fægyde er dog for længst ophørt og Yding Forte lå indtil sidste efterår hen som et tæt buskads.


Krat og træer er blevet fjernet, og fægyden er blevet hegnet, så får fremover kan holde forten åben og tilgængelig for folk. Det bliver altså ikke kreaturer, svin og hyrder, som i tidligere tider befolkede forten, at fremtiden bringer. I stedet er det får og skovtursgæster, der fremover indtager den gamle drivvej.


Samtidig fortælles historien om den særprægede gamle vej på informationsstandere i begge ender af det gamle vejforløb. Bl.a. fortælles her om begrebet forte, at det har samme betydning som fortov – dvs. den fælles jord foran huset, og at andre betegnelser som fægyde, fædrift, eller drivvej gennem tiden er blevet brugt om lignende vejforløb.


Projektet er gennemført i et samarbejde mellem lodsejerne, Yding-Såby borgerforening og Vejle Amt. Økonomisk er projektet bl.a. støttet med EU-midler samt penge fra Tips og Lotto.


Det færdige pleje- og formidlingsprojekt markeres med en officiel indvielse på Yding Forte tirsdag den 24. august kl. 19. Efter den officielle indvielse bydes på en mindre forfriskning, og der vil være mulighed for en vandretur ad Forten. Alle interesserede er velkomne til at deltage.




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site